item1

Den forkerte familie

– hvad dårlig slægtsforskning kan føre til

 

Når man laver slægtsforskning, er det umådeligt vigtigt, at man finder sine oplysninger i de originale skriftlige kilder (for eksempel i kirkebøgerne) og allerhelst i flere forskellige kilder. Man må således aldrig stole på familiehistorier, mundtlige overleveringer eller oplysninger, som man finder i slægtstræer på internettet (for eksempel på websites som MyHeritage). Finder man et brev i familien med oplysninger om slægten eller et fotografi med navne skrevet bag på, bør man heller ikke bare tage oplysningerne for gode varer, men i stedet undersøge, om det nu også kan være rigtigt.

Min mors faster fortalte ofte om, at hendes svenske bedstemor (min tipoldemor) var ud af adelig slægt og var vokset op på et stort gods i Sverige. Hun havde imidlertid forelsket sig i en fattig dansk mand (min tipoldefar) og sammen var de stukket af til Danmark, hvor de endte deres liv i stor fattigdom. Min mors faster kendte ikke de nærmere detaljer, men hun var overbevist om, at det var sådan, det var sket.

Mange år senere lykkedes det mig at finde sandheden i de svenske kirkebøger og 'husförhörslängder' (som lidt svarer til vores folketællinger). Min tipoldemor var ikke adelig men blot en fattig tjenestepige, der som så mange andre svenskere var udvandret til Danmark sidst i 1800-tallet for at finde arbejde. Her mødte hun min tipoldefar. Noget sandhed var der dog i historien: de endte ganske rigtigt deres liv i stor fattigdom. Min tipoldefar døde på fattighusets hospital i Slagelse.

 

Skrøne og sandhed

Det er meget almindeligt med sådanne familieskrøner. Vores hjerner er rigtigt gode til at lave sammenhænge og fortællinger – det er sådan vi forstår vores liv og er i stand til at træffe beslutninger – men meget ofte laver vores hjerner sammenhænge, hvor der ikke er nogle. Måske er historien om min adelige tipoldemor begyndt som et barns fantasi, måske som et vagt minde viderefortalt i familien og for hver genfortælling udbygget en smule. Uanset hvordan historien er opstået, skal man gøre sig klart, at det i høj grad er virkelighed for dem, der fortæller den. Når man laver slægtsforskning, er det selvfølgelig målet at finde sandheden, men nogle gange skal man være varsom med at afsløre den. Den forkerte historie kan være utroligt vigtig for et menneske.

De fleste vil umiddelbart tvivle på en familielegende som den om min adelige tipoldemor. Det lyder for godt til at være sandt, den er for romantisk. Af én eller anden grund er mange mennesker imidlertid ikke nær så skeptiske over for oplysninger, som de finder på internettet. Måske skyldes det, at vi her ser oplysningerne i skriftlig form. Man bør imidlertid have nøjagtig samme skepsis over for oplysninger, som man finder på nettet, som de historier der fortælles i familien. Selv hvis en oplysning optræder mange forskellige steder – for eksempel i flere forskellige slægtstræer på nettet – skal man altid finde tilbage til kilderne og undersøge, om det nu også kan være rigtigt. En forkert oplysning bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget.

Det følgende er en lille historie om, hvor galt det kan gå, når man slår den kritiske sans fra og ikke bruger den tid som er nødvendig for at finde de rigtige oplysninger.

 

Slægtstræf med de forkerte

Engang besøgte jeg min farmors yngste bror. Han var dengang 89 år gammel og den sidste af de fire søskende der endnu levede. Han kunne fortælle, hvordan de i den gren af familien nogle år tidligere havde holdt et stort slægtstræf, hvor der deltog nogle amerikanere, der var rejst til Danmark for at møde deres danske slægtninge. Der var – fortalte min farmors (i øvrigt aldeles åndsfriske) bror – tale om efterkommere efter to af hans farfars brødre, der var udvandret til USA i 1905, og slægtstræffet havde været en stor succes, selv om flere af de gamle ikke talte engelsk.

Det havde jeg aldrig hørt om før, ligesom jeg heller ikke var stødt på disse udvandrede brødre før i nogle af kilderne i forbindelse med min slægtsforskning, men man kan jo have overset noget eller lavet en fejl.

Min farmors bror præsenterede mig for en primitiv efterslægtstavle der viste, hvordan tingene hang sammen. Denne var engang lavet af en bekendt, der boede på egnen, og hun optrådte selv på tavlen. Hende var jeg heller aldrig stødt på, men vi skulle alle være i familie og efterkommere af en kalkbrænder Ole Nielsen fra Mullerup på Vestsjælland.

Jeg var – mildest talt – noget forvirret. Ham kendte jeg slet ikke, men ud fra skemaet kunne jeg se, at han skulle være min tiptipoldefar. Kunne jeg virkelig have lavet en så alvorlig fejl på et tidspunkt, at min viden om hele denne del af familien var fuldstændig forkert?

Da jeg kom hjem, gik jeg derfor straks i gang med at undersøge sagen. Det viste sig hurtigt, at det ikke var mig men den anden slægtsforsker, der havde lavet en fejl – eller rettere: adskillige fejl – for hun havde blandet to familier sammen. For eksempel skulle min tipoldefar, Hans Peter Nielsen (født 1852), være søn af førnævnte kalkbrænder Ole Nielsen, selv om Ole Nielsen kun var 6 år gammel i 1852, og min farmors farbror angives at være bror til sin egen far.

Årsagen til sammenblandingen må vist have været, at de to familier Nielsen (kalkbrænderens og min slægt) sidst i 1800-tallet begge boede nær Mullerup. I stedet for at studere kilderne, har slægtsforskeren måske stolet blindt på, hvad man har fortalt i familien og har troet, at kalkbrænderens søn Kristian Nielsen (født 1875) var den samme som min farmors farbror Hans Christian Nielsen (født 1880), fordi sidstnævnte altid kun blev kaldt Christian. De to brødre der udvandrede til USA, var vitterligt sønner af kalkbrænderen, men de havde altså ingen forbindelse overhovedet til vores familie.

Når man ikke har så meget erfaring med slægtsforskning, er det nemt at lave fejl og forveksle personer, men at man blander tingene så meget sammen, at det fører til, at to vidt forskellige familier – derunder en gruppe tilrejsende amerikanere – afholder et slægtstræf i den tro, at de er i familie med hinanden, hører vist trods alt til sjældenhederne.

Jeg har fortalt min farmors lillebror om fejlen, men amerikanerne (som jeg aldrig har mødt) lever vist stadig i lykkelig uvidenhed. Det er nok også bedst sådan.

 

For dem som måtte være interesserede, har jeg samlet oplysningerne om kalkbrænderen Ole Nielsen og min tipoldefar Hans Peter Nielsen på denne side: > Fakta til den forkerte familie

> SLÆGTSFORSKNING

> LOKALHISTORIE

> FORSIDE

> LINKS

> KONTAKT

item4
 

> Nielsens slægtstræ

 

> Slægtsforskning for begyndere

 

> Slægtsforskning på Mac

 

> Hjælp til MacFamilyTree

 

> Guide til website med MacFamilyTree

 

> Slægtsforskning på iPad og iPhone

 

> Den forkerte familie

 

> Introduktion

 

> 1. Kig i skuffer og snak med familien

 

> 2. Få nogle gode vaner

 

> 3. Lav en anetavle

 

> 4. Søg i kirkebøger på nettet

 

> 5. Søg i folketællinger på nettet

 

> 6. Søg i Dansk Demografisk Database

 

> 7. Brug Google og databaser på nettet

 

> 8. Anskaf et slægtsforskningsprogram

 

> 9. Læg dit slægtstræ på internettet

 

> 10. Lær af andre

 

> Gamle vejvisere og adressebøger

 

> Lokalhistorie i Aarhus

 

> Skovvejens historie (Aarhus)

 

> Gamle kort over Aarhus

 

> Fremtidens Aarhus (1922)

 

> Litteratur om Aarhus

 

> Historiske optegnelser fra Rørby

 

> Til sidst brændte kroen (Mullerup)

 

> Smeden i Mullerup

 

> Brabrand 1956

 

> Haderslev 1921

 

> Holbæk Amt 1903

 

> Holbæk 1943

 

> Kalundborg 1958

 

> Randers 1903

 

> Samsø 1930 og 1939

 

> Slagelse 1894-1968

 

> Sorø Amt 1904

 

> Viborg Amt 1904

 

> Viborg 1932

 

> Aarhus 1875-1960

 

> Links til gamle vejvisere

 

> Introduktion

 

> 1. Den famøse hulvej

 

> 2. Trøjborg og Studestalden

 

> 3. Arbejderboliger

 

> 4. Sandgravvej

 

> 5. Østbanetorvet

 

> 6. Klintegaarden

 

> 7. Erindringer fra Skovvejen

 

> 8. Skovvejen i vejviserne

 

> 9. Sandgravvej i vejviserne

 

> 10. Husene nr. 1-53

 

> 11. Husene nr. 55-129

 

> 12. Husene nr. 2-50

 

> 13. Noter og litteraturliste