Del 6 af 10: Søg i Dansk Demografisk Database

Når man kommer lidt tilbage i tiden, er det heldigvis sådan, at man ikke behøver at sidde og bladre folketællingerne igennem, side efter side, for at finde en person (som i eksemplet på forrige side). Alle folketællinger er ved at blive indtastet af frivillige i en stor database, hvor man kan søge efter personerne: Dansk Demografisk Database (DDD).

Her kan du se, hvor meget der er blevet indtastet: Oversigt over indtastede folketællinger i DDD.

Klik på "Folketællinger" og Avanceret søgning områdevalg på DDD. Så kommer dette skema frem:

DDD søgning

Her vælger du amt, herred og sogn (men du kan også vælge kun at søge i hele amtet), indtaster navnet på personen (eller en del af navnet), vælger hvilken folketælling, du vil søge i (FT år) og klikker så på knappen "Søg". I den menu, hvor der står "omfatter", skal du som oftest vælge = (så du kun søger i det valgte år). Ellers kan du risikere at få alt for mange hits, særligt hvis der er tale om et almindeligt -sen-navn (Jensen, Hansen osv.).

Man kan søge med den præcise stavemåde (ved at vælge = ud for navnet) eller man kan anvende et "joker"-tegn: en _ erstatter et tegn og et % erstatter flere tegn. Man kan desuden søge med "indeholder" eller "begynder med" ved søgning på et navn.

Husk at navne kan være stavet meget forskelligt. For eksempel kan Christian optræde som Kristian, Chr., K. eller være helt udeladt, hvis det er et mellemnavn, eller hvis personen blev kaldt noget andet i det daglige. At et navn skal staves på én bestemt måde, er noget der hører vores moderne tid til. Det var altså ikke en fejl, når Christian blev stavet Kristian eller Jensdatter optrådte som Jens Datter.

Kort sagt gælder det om at indtaste så få oplysninger som muligt (undgå derfor som udgangspunkt at udfylde felterne med erhverv, stilling i husstanden, fødested, alder og køn). Prøv også at skrive kun en lille del af navnet, f.eks. _ami hvis du vil finde en Camilla, der nemt kan være stavet Kamilla, Camila, Camille eller noget helt femte. Får du mange hits, kan du så begynde at bruge de andre indstillinger, f.eks. alder, til at begrænse mulighederne.

Hvis du f.eks. vælger Holbæk amt, lader herred og sogn stå tomme, vælger "begynder med" ud for navnet og søger på alle år (altså, lader være med at vælge et bestemt år) på dette navn i navnefeltet:

Alfred %ristian Pe_ersen

får du svar, der indeholder navnene Alfred Kristian Pedersen, Alfred Christian Petersen Skov og Alfred Christian Petersen (i gamle dage gik man ikke op i, om det blev stavet Petersen eller Pedersen).

Klik dernæst på knappen "Vis husstand" ud for Alfred Christian Petersen Skov. Så kommer denne oversigt:

DDD resultat Raklev

Vær opmærksom på, hvor stor en del af hvilke folketællinger der er indtastet: Oversigt over indtastede folketællinger i DDD. Det er langt fra alle folketællinger, hvor alt er indtastet. Her må man stadigvæk bladre i de originale folketællinger. Du kan også komme ud for, at der er fejl i indtastningerne på DDD: at indtasteren har læst forkert. Derfor bør du under alle omstændigheder finde den originale folketælling, men DDD er et fantastisk redskab til at finde de personer og familier, man leder efter.

Eksempel

I kirkebogen for Vester Nebel (som ligger i Skast Herred, Ribe Amt) finder vi dåben af Christen Nielsen Lauridsen i 1889 (jvf. forrige side). Her står, at hans forældre var Hans Ole Lauridsen og Helene Kathrine Mathiesen. Dem skal vi nu finde ud af, hvor er født, men i stedet for at bladre i folketællingen, bruger vi DDD.

Dansk Demografisk Database vælger jeg derfor Ribe Amt, Skast Herred, Vester Nebel. Ud for navnet vælger jeg "begynder med", og ud for året vælger jeg = og 1890. Jeg søger på navnet:

Christen Nielsen Lauridsen

men det giver ingen resultater. Derfor vælger jeg i stedet at udvide min søgning ved at vælge "indeholder" ud for navnet og så bare skrive:

Lauridsen

og det giver 26 fundne poster. Deriblandt finder vi:

Kristen N. Lauridsen

på 1 år og hans familie:

DDD resultat Vester Nebel

Her kan vi se, at Hans Ole Lauridsen var født i Hunderup ca. 1861 og Helene Kathrine Mathiesen ca. 1863 i Haderslev.

Om websitet – Læs her, hvis du ønsker at bruge eller linke til materiale på websitet.