skovvejstop

> SLÆGTSFORSKNING

> LOKALHISTORIE

> FORSIDE

> LINKS

> KONTAKT

Skovvejen 40

– Erindringer fra perioden 1956-1970

AF OLE RYOLF

 

Vi flyttede til Skovvejen den 28. april 1956, tre dage efter Bentes 3-års fødselsdag. Vi havde nogen tid i forvejen været oppe og se lejligheden og jeg husker den som meget beskidt og fyldt med kalkstøv. Der har måske gået håndværkere efter den forrige beboer. Der gik i hvert fald en gammel mand rundt i murertøj.

Den dag var vi også inde og hilse på Store-fru-Hansen. Bente og jeg fik bagefter at vide, at det var værtinden og at vi skulle opføre os ordentligt overfor hende. Hvornår har vi ikke opført os ordentligt?

Lejligheden Skovvejen 40, 4. sal til højre var en treværelses lejlighed, dog med meget små rum og skråvægge i køkkenet og de tre stuer. Der var en forholdsvis lang entré som var i vinkel. Den ene vinkel var dog meget lille, henne ved hoveddøren. I knækket var der et lille rum, hvor vi i mange år havde vasketøjsbøtten stående. Efter at far selv byggede en stor kasse til vasketøj blev dette rum brugt til kosteskab.

Køkkenet var ikke stort, men i starten sad vi derude og spiste. Far havde bygget et klapbord, som hang på væggen ved siden af spisekammeret. Der var gas, tre gasblus og en gasovn. Der var en køkkenvask under skråvæggen. Der var også et vindue i skråvæggen, og når man lænede sig lidt ud, var det faktisk herfra, man havde den bedste udsigt ind over havnen. Kikkerten burde egentlig have stået i køkkenet.

item3

Artiklen her er skrevet 2004 og gengivet sammen med de tilhørende privatfotos med venlig tilladelse af Ole Ryolf (født 1951), der boede på Skovvejen 40 fra 1956 indtil 1970 sammen med sine forældre, Ryolf Rasmussen (kaldet Ry) og Signe Margrethe Rasmussen (født Sørensen), søsteren Bente (født 1953) og broderen Per (født 1964). Faderen arbejdede som redder hos Falck. Man kan finde flere erindringer fra Skovvejskvarteret på siden > Erindringer fra Skovvejen.

Modsat de fleste andre fotografier her i sektionen om > Skovvejen kan man desværre ikke klikke på fotografierne for at se dem i stor størrelse. Artiklen er fordelt på to sider.

skovvejen40
ry01

Vi havde tre værelser: stuen til vandet, stuen til gaden og børneværelset.

Der var skråvægge i alle værelser og også i køkkenet. Det gjorde, at de i forvejen små rum synede endnu mindre – og vægplads var der ikke for meget af.

Om vinteren havde vi forsatsvinduer (vi kaldte dem dobbeltruder), som var aftagelige, foran vinduerne i stuen til vandet. I denne stue stod i mange år et lille spisebord i råt træ med to tilhørende stole med et hjerte udskåret i ryglænet. Når vi spiste, sad mor og far på disse stole, Bente og jeg sad på hver vores taburet.

Engang tabte jeg en syltetøjskrukke, udformet som en appelsin, på gulvet i stuen. Jeg begyndte straks at grine, da den lå er med bunden i vejret men holdt dog op igen, da jeg så udtrykkene på mor og fars ansigter; de syntes åbenbart ikke, det var sjovt. Og indrømmet, det var lidt vanskeligt at få den op igen uden at syltetøjet løb ud.

Der blev på et tidspunkt bygget små låger i stuerne med adgang til skunken. Vi benyttede disse rum som opbevaring til ting, der ikke blev brugt hver dag, bl.a. gammelt legetøj. Det trak altid derfra.

I de første år vi boede på Skovvejen, havde vi kakkelovn. Efter nogle få år blev der indlagt oliefyr i kælderen og i den forbindelse indrettet et fælles badeværelse. Man kunne så hente nøglen, som hang på bagtrappen ved værten.

Da der var håndværkere til at lægge oliefyr ind, holdt vi børn en masse fis med dem. Ikke sådan at forstå, at vi drillede dem, men de løb lidt efter os og lod som om de ville fange os. Specielt husker jeg en, der hed Allan, som for at more os unger gik rundt med en brun papirspose på hovedet. En overgang var onkel Christian med i sjakket.

På hver etage i ejendommen var der et fælles WC til de to familier. Vi delte altså med Henriksens. Det var altid var en pestilens at komme derud når mor havde været derude; der var simpelthen så tilrøget, at man dårligt kunne trække vejret.

Mor sad ofte længe på WC om morgenen og hun sagde, at hun sad derude og vågnede. Far sad tit længe derude om aftenen, og han blev meget sur, den dag jeg spurgte, om han så sad derude om aftenen og faldt i søvn….

Fru Henriksen brugte WC’et til opmagasinering af forskellige ting, bl.a. et par bordplader til hendes spisebord. Lækkert!

Der var et lille vindue ud mod gården, og det var det, der blev brugt, når der skulle kaldes på os børn, når vi var nede i gården og lege.

ry02

Der var vaskehus i kælderen med gruekedel. I starten tror jeg nok, vi vaskede med vaskebræt, men ellers lejede vi en vaskemaskine med tilhørende vridemaskine hos rullemanden, der havde forretning på den anden side af vejen.

Hver familie havde tre sammenhængende dage pr. måned til vask: en dag til iblødsætning, en dag til storvask og en dag til tørring m.v. Da vi kun vaskede en gang om måneden var der i sagens natur altid meget vasketøj. Der blev skiftet på sengene dagen før vaskedag.

Når tøjet var vasket, kunne man tørre det i gården. Hver familie havde sin tørresnor, som man spændte ud – når nogen tørrede tøj i gården kunne vi ikke lege der. Var der ikke vejr til at tørre i gården, måtte man tørre tøjet på tørreloftet – det vil sige, at det våde tøj skulle bæres op fra kælderen til loftet som lå i femte sals højde. Det må have været hårdt. Når tøjet var tørret og lagt sammen skulle det bæres ned igen for at komme til rullemanden – og når det kom retur fra ham, pænt lagt sammen og anbragt i en flettet kurv, skulle det atter bæres på fjerde sal.

Når tøjet hang på loftet om vinteren var det ofte stivfrosset, når vi skulle hente det ned. Det var meget koldt og helt hvidt af rim så det tog et par timer at tø det op.

I vaskehuset lå der altid en masse gamle aviser, som folk lagde derned som optænding. Jeg har ofte stået i lang tid og kigget i aviser dernede – så var der mulighed for at få et ekstra udklip, jeg gerne ville gemme – eller allerbedst, at der var aviser, som vi ikke selv havde haft.

Da vi huggede den store, brune lænestol til pindebrænde nede i vaskehuset fandt vi en hel del småpenge i den – vi fandt også fars lommekniv, som havde været væk i årevis.

Når vi ikke kunne vente på, at det blev vores vaskedage, vaskede vi tøj i lejligheden. Så blev tøjet kogt i en kæmpestor gryde over gassen. Det har nok mest været efter at Per kom til, med alle de bleer og børnetøj.

ry04

Lidt om de forskellige beboere:

Stuen til venstre:
Her boede fru Faarø med sin store datter Kitty. Kitty kom aldrig ud at lege og de var i det hele taget mærkelige. Jeg ved ikke, hvad grunden har været til at vi aldrig talte ret meget med dem.

Stuen til højre:
Her boede "barberen" Villy Jensen i en meget lille lejlighed bag salonen. Han blev senere gift med Kirsten og de flyttede til "Lille-Hansen"s lejlighed på 2. sal til venstre De fik en dreng, men jeg husker ikke, hvad han kom til at hedde. Da de var flyttet på anden sal, flyttede der en ung mand ind i en lille lejlighed, men ham husker jeg ikke noget om – kun, at barberen fortalte, at han sommetider, når han stod i salonen, kunne høre, at den unge mands kæreste stødte fra med fødderne på væggen, når han bollede hende.

Barberen havde en livlig fantasi. Han fortalte engang, at når han stod på altanen ud mod gården og sang, blev folk så ellevilde, at de kravlede op ad nedløbsrøret for at kunne røre ved ham og Kirsten måtte stå med en hammer og slå dem over fingrene så de faldt ned igen. Når jeg skulle klippes (jeg gik bare derned, bestilte aldrig tid. Var der nogen der ventede gik jeg jo bare op igen) fik jeg altid to "vognhjul" (de gamle 5-ører). Han fortalte mig en gang, at fransk er et meget let sprog. "Hest" hedder "Cheval" og så det bare sådan hele vejen igennem ...

1. sal til venstre:
Her boede Andersens. Andersen hed Søren og var portør ved DSB på havnen. Vi har nogle gange mødt ham, når han cyklede rundt på havnen. Fru Andersen hed Signe. De havde i starten to børn, Peter og Lotti. Peter legede vi tit med. De fik en efternøler, som kom til at hedde Susanne. De må have haft det trangt i den lille, toværelses lejlighed.

1. sal til højre:
Hr. og fru Christensen. Han var skrædder og hed Frederik. Hun hed Theodora. Jeg begyndte at komme meget hos dem, da de fandt ud af, at jeg interesserede mig meget for skibe og jeg fandt ud af, at deres søn var sømand. Hr. Christensen blev meget syg og døde på hospitalet dagen efter deres guldbryllup. De havde nogle børnebørn, hvoraf jeg især husker en pige, som var lidt yngre end jeg selv. Hun hed Marianne. En søndag formiddag var jeg gået ned for at lege og havde mødt Marianne, der spurgte, om jeg ikke ville med ind til hendes mormor og lege. Vi legede så derinde i flere timer, og jeg tænkte ikke over, at mor og far ikke vidste hvor jeg var. Hvordan de egentlig fandt mig, husker jeg ikke; kun at vi sad og tegnede, da jeg blev fundet. Selvom jeg ikke var ret gammel var jeg nok lidt forelsket i Marianne.

En anden episode jeg husker om fru Christensen, er engang Bente og jeg havde været nede i gården og lege. Pludselig opdagede vi, at vi skulle have været oppe for nok 10 minutter siden og skyndte os derfor op. På vejen op mødte vi fru Christensen, som spurgte, om vi vil være søde og gå et par byærinder for hende. Vi forklarede hende situationen, at vi var for sent på den, og det havde hun naturligvis forståelse for. Da vi kom op, så vi, at vi havde set forkert på klokken og var oppe en time før vi skulle. Vi havde altså stadig en time at lege i. Så var det jo, vi burde have ringet på fru Christensens dør og sagt, at vi godt kunne gå i byen for hende – men i stedet listede vi ned ad bagtrappen, tog skoene af, da vi gik forbi fru Christensen, og gik ned i gården for at lege videre den sidste time. Jeg tror nok, vi har haft lidt dårlig samvittighed over dette lige siden.

2. sal til venstre:
"Lille-Hansen" – han hed Jørgen eller Jørn og var maskinmester hos Midtkraft. Hun hed Kirsten. De havde to børn, Finn og Inge Lise. Det var dem vi legede mest med. Inge Lise blev aldrig kaldt for andet end Kylle. Om sommeren sad hun og jeg ofte på trappen ved gadedøren og skrev bilnumre. På en eller anden måde var de i familie med "Store-Hansen". I mange år havde familien en blå sejlbåd. Vi fulgte den fra vinduet, når familien deltog i kapsejladser eller blot havde været på en weekendtur.

En gang, jeg var alene hjemme, brød jeg forordningen om ikke at låse nogen ind, da Kylle kom og spurgte, om jeg kunne lege. Jeg kunne ikke åbne hoveddøren, så jeg måtte bede hende gå ned igen og komme tilbage ad bagtrappen, så jeg kunne låse hende ind. Da mor kom hjem sad vi og legede med knapper. Mor skældte mig ud, men jeg mente ikke jeg havde gjort noget forkert – Kylle var da ikke en fremmed ...

Deres køkkenskab faldt engang ned fra væggen. Alt deres service blev slået i stykker. Jeg mødte dem i kælderen, da de kom gående med en vasketøjskurv fyldt med glasskår. Jeg kan høre baggrundsmusikken (dum-dum-dum-dum) endnu. De flyttede til Hundested, da han skulle være maskinmester på Grenaa-Hundsted. Derefter flyttede barberen og Kirsten derop.

2. sal til højre:
"Store-Hansen" – værten. Hansen hed Anker og kørte for OMA Margarine, "Store-fru-Hansen" hed Elly. De flyttede senere på 3. til højre. De var flinke mennesker og især efter at Per blev født kom vi lidt hos dem. Per og Hansen tumlede tit så meget på gulvet, at der blev klaget fra underboen. Hansen samlede på Matchbox veteranbiler. Vi har senere besøgt fru Hansen efter at vi er flyttet, sidst sammen med vore egne børn i 1989.

ry07

3. sal til venstre:
Hr. og fru Laursen – Johannes og Ketty. Johannes var "Store-fru-Hansen"s bror. De flyttede senere til 2. sal til højre. Jeg husker ikke, hvem der derefter flyttede ind i denne lejlighed.

3. sal til højre:
Her boede først en gammel dame, der hed fru Jensen og hendes voksne datter Gyda. Vi gik tit byærinder for fru Jensen. Da fru Jensen døde og Gyda var flyttet, flyttede "Store-Hansen" ind i denne lejlighed.

4. sal til venstre:
Her boede så Henriksens. Hun hed Esther, hen hed Eigil og var bogbinder. De havde en datter, der hed Inga – hun var en forfærdelig en. Fru Henriksens søster fik en dreng, som af en eller anden årsag ikke kunne være hos hans forældre (var hun enlig mor?) og ham tog de til sig. Han hed Jan, og jeg mener, at de helt legalt adopterede ham. Han var noget yngre end Inga. Henriksen kom ofte fuld hjem og så var han aggressiv. En gang baldrede han ruden i entrédøren hos Laursen fordi han troede at han var nået på 4. sal og at fru Henriksen ikke ville lukke ham ind.

Vi gik ofte byærinder for fru Henriksen (Inga var aldrig hjemme) og i stedet for at give os en skilling for det fik vi for det meste en portion Guldkorn med mælk. Men det gjorde nu ikke noget, for det fik vi kun meget sjældent derhjemme. Vi holdt selv Demokraten og byttede hver dag med Henriksens, som holdt Aarhuus Stiftstidende. Fru Henriksen gemte altid havregrynspakker til mig – først da der var togvogne derpå, senere også da der var indianere – det kunne også være påklædningsdukker til Bente. Hun stillede altid de tomme pakker på bagtrappen ved vores dør. En morgen tog Bente en tom pakke med ind – men det viste sig, at der lå en død undulat deri og Bente skreg i vilden sky, da hun opdagede den. Fru Henriksen kom stort set dagligt rendende og skulle låne alverdens ting. Jeg tvivler på om mor nogensinde har fået alt det tilbage, hun lånte.

Datteren Inga pjækkede meget fra skole og var ofte på eventyr. Flere gange var hun væk i dagevis, uden at forældrene vidste, hvor hun var. Så kom Politiet og afleverede hende, når hun var blevet fundet et eller andet sted blandt nogle bumser (der var vel ingen narkomaner dengang). Uden at have bevis for noget, tror jeg at hun rendte rundt som luder et eller andet sted, måske på skibene. En gang hyrede hun en taxa og bad chaufføren køre hende til København, hvor hun skulle besøge en syg moster. Da de kom til København, opgav hun en adresse i Istedgade og påstod, at hun skulle hente penge hos mosteren. Det hele var selvfølgelig løgn, og jeg ved ikke, om chaufføren nogensinde fik sine penge. Men han må nu heller ikke have været for klog.

ry17

Forretninger på Skovvejen:

I de lavere numre var der købmand Jensen. Ham brugte vi ikke, men far hilste altid på ham, når vi gik forbi (og det gjorde vi tit) og snakkede også lidt med ham. Det kunne vi ikke forstå, når vi ikke handlede der.

Bager Andersen (Eigils bageri) brugte vi imidlertid (det virkede lidt ulogisk på os børn, når alle de andre forretninger, vi handlede i, lå til den anden side).

I de højere numre (og det vil hovedsageligt sige i Klintegården) var der først købmand Hedegaard (han hed Kurt) – til sidst kaldte mor og far ham for Jøden. De havde to børn som hed Per og Anne-Marie. De sidste år, vi handlede med ham, havde vi købmandsbog. Vi afleverede hver fredag bogen og en dosmerseddel og hentede så de bestilte varer lørdag formiddag. Så lå der altid et kræmmerhus med bolsjer oveni kassen. En dag havde han glemt bolsjerne og mor "kom til" at nævne det for ham om mandagen. Den uge fik vi et ekstra stort kræmmerhus. Jeg købte engang en fugl af ham, en blå undulat, der hed Bingo. Jeg havde den nogle år inden den døde.

Derefter kom slagteren med to damer, en meget høj en som kunne være lidt sur og en lille en, som altid smilede og af og til gav os en flæskesvær. På et tidspunkt har man nok fundet ud af, at de var dyre, for vi handlede mere og mere hos slagteren på Østbanetorv.

Så kom kiosken. Han hed Gordon Henriksen og var meget flink. Hos ham købte jeg i mange år hver uge "Prærie-Serien" med Davy Crockett.

Så var der en kjoleforretning, der tror jeg aldrig jeg har været inde.

Dernæst mejeriet. I starten var det en lidt ældre mand, jeg husker ikke hvad han hed. Jeg kan se ham for mig endnu, stå forsigtigt og lægge æg i en pose. Mejeriet blev senere overtaget af en kvinde, der vistnok hed Grethe – hun var også meget flink men ikke så anset, idet hun ofte drak sig fuld. Uha. Når vi ventede gæster, der brugte fløde i kaffen, fik vi besked om at gå roligt, når vi gik hjem med mælken, så kunne fløden skummes af. Der var ofte fløde i de første 2-3 centimeter i flasken, og i de klare mælkeflasker var det nemt at se den.

Så kom gartneren. Borgen. De havde en søn der hed Ronald. Ham mødte jeg nogle år senere under efteruddannelse ved Civilforsvaret på Kirstinesminde, hvor han var befalingsmand.

Bente og jeg købte en gang en blomst til mor hos gartneren. Jeg husker ikke, hvad den kostede, og hvor mange penge vi havde, men det var i hvert fald ikke nær nok. Han solgte blomsten til os alligevel for de penge vi havde. Det fortæller egentlig meget om mentaliteten dengang: man kom hinanden ved. Jeg husker et tilfælde, hvor han havde et tilbud på potteplanter. Hvis man købte tre fik man dem en speciel pris – der dog var større end hvis man købte tre enkeltvis. Jeg gik ind for at sige det til ham og han blev meget taknemmelig.

Næste forretning var bager Sørensen. Han hed Marius og var en rigtig hyggelig, ældre mand. Ham handlede vi næsten aldrig med. Det var vi lidt kede af, for man fik næsten altid en kage deroppe – for det meste en "Nat-og-dag".

Til slut cigarhandleren. Jeg husker ikke hvad hen hed – vi handlede hos ham en gang i mellem (vel når han havde åbent og købmanden ikke havde).

I de senere år åbnede en hobbyforretning i Klintegården, Kaiser Hobby. Det var Aage Kaisers bror, Per, der havde den, og han lavede selv en del biler, bl.a. Falck-biler, som jeg af og til købte når jeg havde lidt lommepenge. Disse biler er desværre gået til under Pers leg.

Først for på Trøjborgvej lå en lille slikforretning. Vi kaldte den for "skrædderen". Det stammer fra en aften, hvor far havde været derovre for at købe lidt slik til os. Vi spurgte, hvor han havde købt det, og han svarede: "Hos skrædderen" – da der ikke var så mange muligheder, har det åbenbart været et dumt spørgsmål. Men denne forretning kaldte vi derefter aldrig andet end "skrædderen".

ry09

I Skovvejen 26 boede et ældre ægtepar, der hed Poulsen. De havde en gammel Schæferhund, der hed Bjørn, og vi snakkede altid med Bjørn, når han gik tur med den. Når vi havde fået suppe derhjemme, gik vi altid ned til Bjørn med benene – men de lukkede aldrig op, når vi bankede på døren. Vi skulle bare stille posen udenfor, så tog de den selv ind.

Noget længere nede ad vejen lå en legeplads, hvor vi dog sjældent kom.

På den anden side af Skovvejen, i nr. 57, skulle vi forny lotterisedler hver måned. Damen hed fru K. R. Rasmussen, var en ældre, trind og meget flink dame. Vi fik altid et bolsje når vi kom for at forny sedler, og hun kunne huske, hvilke sedler vi havde. Glemte mor og far at forny sedlerne, kom hun hjem til os med dem. Det gør man vist ikke længere….

I kiosken på Østbanegården købte vi tit cerutter til far eller cigaretter til mor i weekenden, når de havde glemt at købe om fredagen. Af og til fik vi så lov at købe slik for 25 øre. Jeg husker specielt de gode lakridspiber, man kunne få dengang – også Amagerstængerne var gode. Også en Jet-is kunne man få for 25 øre.

Vi gik tit tur i Risskov. Ved indgangen ved Dronning Margrethes Vej er der en "statue" med to ulve. Vi troede som børn, at det var hunde, og når vi gik i skoven skulle vi altid lige hen og klappe dem inden vi fortsatte.

En dag, vi gik tur i skoven, kom et par bøller kørende på knallert. Far ville ikke flytte sig for dem, og det endte med, at de rev hans bukselomme i stykker. Han fik navnet på synderen, men jeg tror egentlig ikke at han nogensinde gjorde mere ud af sagen.

En anden gang kom et par bøller på knallert så tæt, at jeg tabte min is. Han måtte pænt betale mig 1 krone til en ny is.

Når vi gik tur i Risskov, havde vi ofte brød med til dyrene i den store indhegning. Det var ikke en rigtig skovtur, hvis vi ikke havde været ude ved dyrene. Fra skovturene husker jeg specielt den stramme duft (lugt) af skovløg.

Et af de første år, vi boede på Skovvejen, måtte Bente på sygehuset 2. juledag. Man var bange for, at hun havde blindtarmsbetændelse. Det havde hun dog ikke. Hun lå på sygehuset i tre dage og mor og far mente, det var bedst ikke at besøge hende. Hun blev kørt hjem i ambulance af far og "Laus". Jeg husker Bente fortalte, at hun lå på stue med en pige, der skulle opereres, fordi hun havde seks tæer på den ene fod.

ry10

Bente var bange for skraldemændene i mange år. Udover skraldemændene kom der også i en del år en spildemand. I det ene hjørne af gården stod spildespanden, som var firkantet, rusten og noget mindre end skraldespandene. Hver lørdag kom spildemanden og tømte denne spand for madrester. Det er selvfølgelig blevet brugt til dyrefoder og vel et levn fra krigen og efterkrigsårene. Spildemanden var en lille mand i beskidt tøj, og ham var Bente også bange for.

Da Bente og jeg var helt små, var vi på Kommunehospitalet for at blive vaccineret mod kopper. Bente skreg som en stukket gris og lægen blev vred på hende. Der gik totalt panik i hende, da et af sårene faldt af efter nogle dage.

Hun skreg også altid, når vi hos lægen skulle vaccineres mod polio.

Mens Bente og jeg var små, blev vi vasket i en zinkbalje på køkkengulvet. Først sammen, senere kneb det lidt med pladsen – så måtte vi bades hver for sig. Var det på grund af dette vandpjaskeri, at far lagde linoleum på i røde og hvide firkanter??

Vi havde køjesenge, som far selv havde bygget. Til at begynde med brugte jeg en vasketøjsbøtte (som far også havde bygget), når jeg skulle op i seng og ned fra sengen – men da det en morgen gik galt og jeg trådte forkert og røg ned i vasketøjsbøtten, fik farmor så megen medlidenhed med mig, at hun købte en lille trappestige til mig. Den blev leveret med bud, og jeg brugte den mange år efter.

Jeg husker vi fik isskab. Når far kom hjem fra arbejde hver anden morgen, havde han en halv isblok på cyklens bagagebærer. Den passede så lige i rummet i isskabet. Det var ikke ret stort og stod i gangen. Der kan vist ikke have været plads til meget mad i det, men det har garanteret været et stort fremskridt dengang. Ellers havde vi spisekammer i køkkenet. Vi fik dog senere et rigtigt køleskab. Det kom til at stå i køkkenet, men det kostede så vores lille spisebord i form at klapbordet, som far selv havde lavet og sat op.

Når Inga kom (med eller uden Oskar) skulle vi ofte lade som om vi ikke var hjemme.

Knuds Ruth væltede engang i den store brune lænestol. Det grinte vi meget af.

Jeg husker vores første postbud, en lidt ældre, skaldet mand, som vi altid hilste pænt på. Jeg spurgte en dag far, hvad posten hed, og far svarede, at han hed "Skalde-Ras". Senere fik vi et postbud med et mere almindeligt navn. Han hed Hermansen.

A propos posten: En morgen, hvor jeg som sædvanlig hentede Svend Erik på vej til skole, havde jeg siddet og skrevet et lille brev til mor og far. Det var på noget gult papir, fru Anesen havde, og hun havde også små kuverter dertil. Jeg skrev brevet og sendte det på vej til skole. Først bagefter kom jeg i tanker om, at der ikke var frimærke på – men det havde jeg ikke tænkt over. Dagen efter kom Hermansen og ringede på og afleverede brevet. Han havde nået at snuppe det inden sorteringen, så de skulle ikke engang betale strafporto. Fik han en cerut?

Når far kom hjem om morgenen fra døgnvagt, skete det ofte, at der lød et lille bump ved brevsprækken inden han ringede på døren. Så lå der en plade "Pernille" til Bente og en plade "Senator" til mig. Der var ikke noget til mor, men hun fik måske noget andet??

ry11

Vi har altid haft julekalender. Magda syede en pakkekalender til os, som vi brugte hvert år, men jeg husker også, at vi af Magda et år fik en lidt speciel ting: et kalenderlys, som lå i en karton. Den tomme karton kunne bruges til at samle 25ører i – man kunne så følge udenpå, hvor mange penge der var – når den var helt fyldt, var der 50 kroner.

Når jeg legede med biler, forestillede jeg mig de forskellige værelser som forskellige byer: Værelset var Århus, gangen var Viborg, køkkenet Randers, stuen til vandet Herning og stuen til gaden var Vordingborg. Så kørte Falck-bilerne på langture.

Når jeg legede med skibe, var de forskellige rum tilsvarende forskellige havne, men jeg husker dog ikke hvilke.

Jeg syede en kort overgang korssting. Jeg har syet en rød lastbil til far og en husskade til farmors søster Anna – det må have været forholdsvis kort tid efter, at vi besøgte hende og Sofus i Tølløse.

En dag tabte jeg skraldespanden på bagtrappen. Skraldespanden var af jern, så det larmede meget. Jeg tabte den mellem 3. og 4. sal og den endte vist helt nede på 1. sal. Mange kom farende frem og spurgte, hvad der var sket, men var glade fordi det kun var spanden, og ikke mig, der var røget ned ad trapperne. Jo, vi bekymrede os om hinanden, dengang på Skovvejen.

En dag var Kirsten på besøg for at lege med Bente og mig. Vi ville lege i gården, og da vi var kommet ned ad bagtrappen og ned i gården, kaldte far på os og bad os komme op igen. Vi spurgte, hvad vi skulle, men det måtte vi først få at vide, når vi var kommet op. Da vi kom op, fik vi at vide, at nu kunne vi godt gå ned igen – men denne gang gik vi stille på trappen i stedet for at buldre.

Vi købte en overgang pakker med billeder af filmstjerner (f.eks. Brigitte Bardot), som vi byttede i skolen. Vi var engang med mor og far i teateret og se "Folk og røvere i Kardemomme By", og vi har været i biografen og se "Forældrefælden" med Hayley Mills. I øvrigt gik vi kun yderst sjældent i biografen, det gælder også mor og far. Jeg husker dog en aften, de havde været inde og se en af de første pornofilm – men de ville ikke fortælle, hvad de havde set. Vi så dog, at de havde programmet med hjem.

Et par gange har vi været til dyrskue på dyrskuepladsen på Randersvej ved vandtårnet. Det var spændende at se alle dyrene og landbrugsmaskinerne.

Dagen efter dyrskuet var vi engang, af en eller anden grund, også på dyrskuepladsen (far har måske været med til at rydde op) og vi gik rundt på pladsen og fandt en del småpenge samt en lille nål som reklame fra J.F.

Også efter at Per kom til har vi været til dyrskue. Det var altid hyggeligt at gå blandt dyrene og dyrskuerne er en ting, jeg savner i dag.

En dag, hvor jeg ikke var ret gammel, var jeg med mor ude at gå (på vej til Falck?) og vi så, at der holdt et damplokomotiv ved Østbanegården. Vi gik derind for at se lokomotivet, og de rare mænd tilbød mig at komme op og se, hvordan det var indrettet. Det lød selvfølgelig meget spændende, men hold kæft, hvor jeg skreg, da de pludselig begyndte at køre.

Mor havde et lille hvidt askebæger og en hvid porcelænselefant, som dog ikke hørte sammen, men Bente og jeg syntes åbenbart at det gjorde de. Når vi lavede morgenkaffe til mor på hendes fødselsdag eller blot som en overraskelse søndag morgen, satte vi altid dette sæt sammen med morgenmaden og vi satte en cigaret i klemme i elefantens bøjede snabel. Vi syntes, det så flot ud, og vi har gjort det mange gange.

ry12
ry13

Mor havde en potteplante, som i mange år hverken voksede eller blomstrede. Hun blev træt af den og stillede den så ud under køkkenvasken. Der stod den et stykke tid; pludselig en dag stod den i blomst – en stor, rød en. Siden blev den hvert år sat derud og blomstrede flot hvert år. Jeg tror først, den blev smidt ud, da vi skulle flytte til Brabrand. Hvad det var for en blomst, fandt vi aldrig ud af, vi kaldte den altid "under-vask-blomsten".

Bente og jeg havde hver en brun sparebøsse, som skulle åbnes i bunden. Min var – eller rettere er – forsynet med en blå stjerne, Bentes med en rød. Sparebøssen skulle åbnes i banken. Jeg har min endnu.

De stod i en af de øverste låger i skabet sammen med bl.a. de krus, som vi fik af farmors søster Margrethe. Bentes med et får og to lam, mit med en kat med to killinger. Også dette krus har jeg endnu.

Mor måtte låse levertranen inde i dette skab for at jeg ikke selv skulle tage af den. Jeg labbede det simpelthen i mig!

Da vi havde fået fjernsyn, ville Bente og jeg naturligvis gerne se fjernsyn om aftenen. Men det har vi kun sjældent fået lov til og i mange år var det forklaring nok, når mor bildte os ind, at der kun kom "de Gaulle" – det var dog noget af det mest kedelige, man kunne tænke sig. Vi tænkte egentlig ikke nærmere over, hvorfor dansk fjernsyn sendte så meget med en fransk præsident.

En af de ting, vi fik lov at se, var "Alt om dyr" med Ingvald Lieberkind.

Vi så serien "Spøgelset på Louvre" (Belphegor) i fjernsynet. Den var dengang noget af det mest uhyggelige, der havde været vist i fjernsyn. Mange år senere har jeg genset serien og forstår ikke, hvad der fascinerede ved den.

En anden serie, jeg husker, var svensk og hed "Halstørklædet" ("Halsduken"). Jeg husker den ikke, fordi jeg så den, vel nærmere tvært imod. Vi måtte ikke se den, den var for uhyggelig. Hvis vi skulle sove hos mor om natten, når far var på arbejde, lå vi pænt og kiggede den anden vej – men vi lyttede nok alligevel lidt efter. Men vi kiggede aldrig – og det er sandt!

ry03

Jeg fulgte i mange år skibspositioner i radioen. Jeg "fulgte" forskellige skibe og skrev positionerne ned. Jeg hørte også hvert år, kort før Jul, når der blev sendt hilsener fra de forskellige skibe til rederi, slægt og venner. Jeg syntes, det var meget højtideligt, og tænkte meget på de søfolk, der sad ombord på skibene rundt om i Verden.

Jeg skrev ofte efter materiale fra forskellige rederier og værfter. Dengang (slutningen af tresserne) var de meget flinke til at sende materiale, og posten bragte næsten dagligt flere store kuverter til mig både fra ind- og udland. Adresserne fik jeg fra "Lloyd's Register", som jeg studerede på læsesalen på hovedbiblioteket i Mølleparken.

En overgang gik jeg på danseskole sammen med Bente hos Knud Jensen på katolsk skole i Ryesgade. Bente startede ved sæsonens start mens jeg kom til senere. Jeg gik så resten af den sæson samt den næste. Helt ærligt: jeg gik kun med, fordi mor havde plaget mig så længe, at jeg gjorde det for at glæde hende. Skønt jeg var meget genert fandt jeg dog en fast dansepartner, der hed Susanne Mikkelsen. Hun havde en lillesøster, der hed Lisbeth, som også gik til dans. De boede i Risskov; deres far var vognstyrer hos Sporvejene.

Far byggede selv på et tidspunkt et overskab til det store klædeskab. Det var med store skydelåger. Det måtte vi selvfølgelig brække ned, da vi skulle flytte, det var jo "bygget på stedet".

ry21

Når vi lavede kaffe – i mange år på kaffebønner og én skefuld "Danmarks" kaffetilsætning – skulle vi huske at skænke om. Vi lavede kaffe i en rigtig "Madam Blå" og med kaffepose af stof. Den blå kaffekande blev dog senere afløst af en rød. Når kaffen havde stået i kanden et stykke tid og var blevet lunken, blev den sat over gasblusset, og så fik vi opvarmet kaffe.

Når mor bagte franskbrød fik Bente og jeg altid lov at bage vores eget, lille franskbrød. Det blev penslet med kold kaffe og bagt i ovnen sammen med de store.

Noget af det service, jeg husker, er nogle kopper, underkopper og desserttallerkener med en bred gul kant.

En gang, hvor jeg må have været meget sur på Bente, havde jeg gemt noget slik gennem en periode. Dette slik samlede jeg i tre små poser som så skulle nydes en aften, vi skulle holde hyggeaften. Der var en til mor, en til far og en til mig selv. Da jeg kom med disse poser, og der ingen var til Bente, blev hun naturligvis ked af det – og jeg blev smidt i seng. For en gangs skyld var det vel retfærdigt!

Jeg husker også svagt, at jeg en gang, hvor jeg var sur på Bente, kradsede hende med en nyspidset blyant. Derimod har jeg kun fået fortalt at jeg har slået hende i hovedet med en sodavandsflaske.

Engang skulle Bente og jeg "hjælpe" far med at male i stuen. Vi fik da også lov at prøve lidt. Da det blev Bentes tur, proppede hun hele penselen ned i bøtten med maling, så fars tålmodighed slog for en gangs skyld ikke til. Hun blev meget sur over ikke at måtte male, når hun nu så gerne ville.

Når vi var syge og skulle have piller for smerter, fik vi en knust Magnyl blandet med sukker på en ske. Det smagte rædselsfuldt. Jeg tror egentlig, det havde været bedre at sluge en hel pille, men sådan en Magnyl har nok været for stor en mundfuld for et barn.

Vi hørte altid "Godnat til de små" med Inge Aasted i radioen.

Når vi hørte radio, f.eks. gymnastik, troede vi, at manden sad i den ene side af radioen og damen i den anden side. Det var inden der var noget det hed stereo.

I en del år hørte vi hver mandag morgen "På’n igen" med Volmer Sørensen og "Christian A. R. Hoff" – efter min mening opfyldte programmet sit formål: "Kun når hele ugen får en rigtig start, kan vi nå frem til lørdag-søndag i en fart".

Omkring 1958 fik mor trukket alle sine tænder ud på én gang hos en tandlæge i Park Alle. Sammen med moster Hild skulle vi hente hende dernede og tage sporvognen hjem. Men hun var naturligvis meget forpint og ringede til far hos Falck og han kom og kørte hende hjem. De efterfølgende uger husker jeg kun for én ting: tomatsuppe med fiskeboller!

I 1959 brækkede far armen ved at falde ned fra en lastbil, der var væltet. Vi sad i rutebilen og skulle til Hinnerup for at besøge mormor og bedstefar, da chaufføren kom og spurgte mor, om hun var hende. Da hun jo var hende, blev hun bedt om at ringe til Falck, hvor hun fik besked om, at far var kommet til skade. Vi tog så ikke til Hinnerup men tog i stedet hjem og ventede på, at far kom hjem.

Det var den nat Hans Hedtoft sank – og da far ikke kunne sove alligevel, sad mor og far oppe hele natten og fulgte dramaet i radioen.

I den periode, hvor far gik med armen i gips, var vi tit nede ved farmor på Falck-stationen og få formiddagskaffe.

> Næste side

 

> Nielsens slægtstræ

 

> Slægtsforskning for begyndere

 

> Slægtsforskning på Mac

 

> Hjælp til MacFamilyTree

 

> Guide til website med MacFamilyTree

 

> Slægtsforskning på iPad og iPhone

 

> Den forkerte familie

 

> Introduktion

 

> 1. Kig i skuffer og snak med familien

 

> 2. Få nogle gode vaner

 

> 3. Lav en anetavle

 

> 4. Søg i kirkebøger på nettet

 

> 5. Søg i folketællinger på nettet

 

> 6. Søg i Dansk Demografisk Database

 

> 7. Brug Google og databaser på nettet

 

> 8. Anskaf et slægtsforskningsprogram

 

> 9. Læg dit slægtstræ på internettet

 

> 10. Lær af andre

 

> Gamle vejvisere og adressebøger

 

> Lokalhistorie i Aarhus

 

> Skovvejens historie (Aarhus)

 

> Gamle kort over Aarhus

 

> Fremtidens Aarhus (1922)

 

> Litteratur om Aarhus

 

> Historiske optegnelser fra Rørby

 

> Til sidst brændte kroen (Mullerup)

 

> Smeden i Mullerup

 

> Brabrand 1956

 

> Haderslev 1921

 

> Holbæk Amt 1903

 

> Holbæk 1943

 

> Kalundborg 1958

 

> Randers 1903

 

> Samsø 1930 og 1939

 

> Slagelse 1894-1968

 

> Sorø Amt 1904

 

> Viborg Amt 1904

 

> Viborg 1932

 

> Aarhus 1875-1960

 

> Links til gamle vejvisere

 

> Introduktion

 

> 1. Den famøse hulvej

 

> 2. Trøjborg og Studestalden

 

> 3. Arbejderboliger

 

> 4. Sandgravvej

 

> 5. Østbanetorvet

 

> 6. Klintegaarden

 

> 7. Erindringer fra Skovvejen

 

> 8. Skovvejen i vejviserne

 

> 9. Sandgravvej i vejviserne

 

> 10. Husene nr. 1-53

 

> 11. Husene nr. 55-129

 

> 12. Husene nr. 2-50

 

> 13. Noter og litteraturliste